Nye køkkener og gange med farver for demente på plejecenter

Bedre forhold for demente beboere var omdrejningspunktet for Plejecentret Hotherhaven i Hårlev, da Arkitektfirmaet Stevns i 2017 stod for rådgivning og projektstyring af det nye demensafsnit. Det resulterede i tre nye køkkener og demensgange med nye farver.

Et tidligere vaskerum og senere opholdsrum blev på få måneder omdannet til et af tre køkkener i demensafsnittet. Her kan demente beboere nu være med til at lave mad og dermed få klare øjeblikke fra deres liv før demens.

Personalet bruger dagligt køkkenerne til at forberede mad til beboerne. Men også beboerne har glæde af at spise deres morgenmad og middagsmad i de nye køkkener, som også giver mulighed for lidt socialt liv over en kop kaffe. Og skufferne er udstyret med piktogrammer, så beboerne nemt kan finde det, de skal bruge.

Arkitektfirmaet Stevns var totalrådgiver i hele processen

Nogle demente kan være udadreagerende, og derfor fik knive plads i aflåste skuffer. Bag ovnafsnittet placerede vi desuden en dør, som kan fungere som flugtvej i farlige situationer. Det skaber afslappende stunder i køkkenet for både beboere og personale.

I hele projektet var Arkitektfirmaet Stevns rådgiver i forbindelse med skitseforslag, udbudsmateriale, farvevalg, indretning, indhentning af tilbud og projektstyring i byggefasen. Vi tegnede skitser lige før sommerferien, og køkkenerne var klar til brug kort før jul 2017.

Farver gør det nemmere at finde rundt

Inden køkkenprojektet gik i gang, optimerede vi også gangene, så demente beboere nemmere kan finde rundt. Her arbejdede vi med at få en fornuftig løsning ud af det eksisterende, da vi ikke rent fysisk kunne bygge gangene om. Denne type projekter kan give tilskud, så vi arbejdede under SBI-anvisningerne 259 og 263, der blandt andet sætter krav til farvevalg og indretning.

Hver gang fik sin egen farve, og vi valgte at male døre, gelændere og fodpaneler røde, blå og grå, da de er nemme at se for demente. Den grå farve har en lille rød tone og en lille blå tone i sig, som binder gangene sammen og dermed hjælper de demente beboere til at finde rundt.

Det er vigtigt, at farverne er rene, da demente og svagtseende ikke kan se støvede farver. Derudover er det nødvendigt med en høj kontrast mellem farverne, så vi valgte en hvid farve til væggene. Gulvbelægningen var også nødvendig at skifte. Den bestod nemlig af diagonale felter i en mørkere farve, og det opfatter demente som ”huller” i gulvet. Den nye gulvbelægning blev lys og ensartet, og det skaber tryghed for beboerne.

Få det bedste ud af rammerne

På Hotherhavens demensafsnit er beboere og personale flyttet ind i de nye køkkener og finder nemt rundt på gangene. Det glæder os at kunne hjælpe med at skabe optimale rammer for demente. Og vi glæder os til flere projekter på plejehjem. Har du brug for hjælp til at få det bedste ud af rammerne på dit plejehjem?

Så ring til Arkitektfirmaet Stevns på telefon 56 65 76 17 eller send en mail på as@ark-stevns.dk.

Du kan også kontakte os her.